Forside EN

Simon Steen-Andersen er ikke bare en af Danmarks største komponister, han er også blandt de førende på tværs af landegrænser – men et af hans hovedværker er kun én gang blevet opført på dansk grund. Indtil denne sommer ...

Den er flere gange blevet kaldt en metaopera. Men Simon Steen-Andersens brug af usædvanlige effekter – avantgardistiske videoprojektioner, reklamefilmsindslag og livetelefoni – har ikke just skræmt operafans og -kendere væk fra et af hans hidtidige hovedbedrifter, Buenos Aires. Tværtimod var værket en hovedårsag til, at yngre dansk kompositionsmusiks største navn for nylig modtog Mauricio Kagel Prisen for sit multimediale og musikteatralske arbejde. 

Simon Steen-Andersen står selv for musik, libretto, musikalsk ledelse, scenografi, kostumer og lysdesign i Buenos Aires, og så sætter han ellers benspænd op – også helt bogstaveligt – for sine musikere og sangere. Fx tvinger han det sublime vokalensemble Neue Vocalsolisten Stuttgart til at synge ved hjælp af stemmevibratorer. 

Værket, er inspireret af komponistens egne ophold i den argentinske hovedstad, og da det havde urpremiere i 2014 i Oslo, gav Aftenpostens anmelder forestillingen følgende ord med på vejen:
»De optrædende fra Neu Vocalsolisten Stuttgart slap ikke af sted med mange sungne linjer. I stedet påtog de sig rollen som skuespillere – fra åbningscenen med en sarkastisk samtale, om hvorvidt opera er ægte eller ej, gennem en parodi på en retssag, mørk, ond og klaustrofobisk med en sopran dømt til kirurgisk bortoperation af stemmen, al samtale i øvrigt gennem forskellige transformer-apparater, til en scene, hvor de forsøger at synge Rossini gennem de samme apparaturer.«

I Politiken var anmelderen enig med sin norske kollega. Buenos Aires var et 'mesterværk', mente han, der på én gang emmer af seriøsitet, humor og stringens:
»Videokunstner skærer formidabelt flot i stemmebåndene,« konstaterede overskriften.

I Weekendavisen satte Jakob Levinsen trumf på:
»Buenos Aires formår på knap halvanden time og med blot en håndfuld sangere og fire instrumentalister at gennemløbe større følelsesregistre, vække større munterhed og pludselig springe op og gribe én i struben som politisk kunst end mange meget mere ressourcekrævende operaer.« »Det er ikke blot musik tilsat tekst og teater, det er noget vist aldrig før set og hørt, i hvert fald ikke på disse måder, der er helt inde at røre ved alle mulige forestillinger om, hvad det helt grundlæggende kan være at se og høre og fortolke. Af samme grund er det i helt sjælden grad værd, ja nødvendigt at opleve live ...«

Pressefotos