Forside EN

Frederik Ømann

Dansk instruktør, skuespiller og sanger. Frederik Ømann (f. 1985) er uddannet fra Skuespillerskolen v/ Aarhus Teater 2010 og har siden medvirket i 14 teaterproduktioner. På teaterskolen blev han undervist i fransk klovneteknik af klovnemesteren Mario Gonzalez. Det er på baggrund af dette møde, at han har skabt klovnefiguren til ”Cabaret Fantastique”.

Efter sin debut har Ømann været en del af det faste ensemble på Aarhus Teater, hvor han bl.a. har medvirket i "La Cage Aux Folles", "Hamlet", "Jeppe På Bjerget" og "Brødrene Løvehjerte". I sidstnævnte opsætning var han, ud over at spille Tvebak, også forestillingens komponist. Siden hen har han blandt andet spillet skarnsdrengen ”Emil fra Lønneberg” på Odense Teater. Han har også ageret Stedsøster, Bedstemor Dyt m.fl. i Rune T. Kiddes komiske musikforestilling "Den Lilla Møghætte og Pulven" på Holbæk Teater. Senest har Ømann medvirket som hidsigproppen Fridolin i Den Rullende Operas nyskrevne børneopera "Fridolin". Undervejs har han ofte været inddraget i tilblivelsesprocessen, og han har arbejdet en del med devising. Denne og andre metoder har han også brugt i sine egne iscenesættelser – fx da han producerede, udviklede og skrev musikken til forestillingen HUMAN PACMAN på Det Ny Teater (2010).

Som underviser på Nordisk Scenekunstskole har Frederik Ømann arbejdet med at lade børn deltage i tilblivelsen af en forestilling. Senest har han instrueret barokoperaen "Kammerpigen der blev frue" (forlægget for "Stuepigens list") på Give Egns Museum, hvilket nu danner grundlag for stiftelsen af operaforeningen Pauseoperaen i samarbejde med producent Christian Verdoner Larsen og sopran Anna Maria Wierød.

På operafestivalen vil man kunne opleve Ømanns arbejde som instruktør og konceptdesigner på den danske opsætning af Pergolesis ”La Serva Padrona”; "Stuepigens List".