Forside EN

Farvel til festivalchefen

15/8 2016

Michael Bojesen bliver ny operachef for Malmø Opera pr. 1. juli 2017 og stopper derfor som chef og kunstnerisk leder for operafestivalen.

Michael Bojesen bliver ny operachef for Malmø Opera pr. 1. juli 2017 og stopper derfor som chef og kunstnerisk leder for operafestivalen.

Foto af Mathias Løvgreen Bojesen.

På Malmö Opera overtager Michael Bojesen posten som operachef efter den legendariske Bengt Hall. Malmø Opera regnes for et af Nordens førende, og har – ikke mindst under Bengt Halls ledelse – haft stor publikumssucces med både opera- og musicalforestillinger på et højt kunstnerisk niveau.

– ”Det er med stor respekt og stolthed, at jeg siger ja til denne spændende post. Det er netop på Malmø Opera, jeg de sidste år har haft nogle af mine største operaoplevelser, og jeg glæder mig til at skulle være del af en dedikeret og velfungerende kunstnerisk institution”, siger Michael Bojesen, der dermed siger farvel til Copenhagen Opera Festival. Under hans ledelse gennem de sidste fire år har Copenhagen Opera Festival for alvor markeret sig som én af Københavns store musikbegivenheder, som et stort, mangfoldigt publikum har taget til sig.

Bestyrelsesformanden for Copenhagen Opera Festival, museumsdirektør Ulla Tofte siger:

– ”Vi er stolte over, at vores festivalchef nu skal beklæde en så vigtig og høj post i Sverige, og vi ønsker ham alt det bedste i det nye job. Med den status, operafestivalen har opnået, og en stab af virkelig dygtige og kompetente medarbejdere, er jeg sikker på, at vi vil få et stærkt ansøgerfelt af egnede kandidater, der vil finde posten som ny kunstnerisk chef attraktiv”.

Michael Bojesen fortsætter de næste tre måneder som chef for operafestivalen, hvor han bl.a. vil færdiggøre programmet for 2017.

Om Michael Bojesen
Uddannet dirigent fra Det kgl. Danske Musikkonservatorium. Adjunkt og lektor på Sankt Annæ Gymnasium 1984-2000. Docent i korledelse Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 1996-2004. Chefdirigent for DR PigeKoret og del af DRs orkester- og korafdelingens administration 2000-2010. Freelancedirigent og komponist i ind- og udland. Har medvirket i en del musikprogrammer i DR, bl.a. Landeplagen, Maestro og Vidunderbørn. Medlem af en lang række bestyrelser og udvalg, bl.a. næstformand i Tænketanken for Musikundervisning. Ridder af Dannebrog 2008.

Om Malmø Opera
Malmø Opera er med sine 1500 publikumspladser og sin enorme scene Skandinaviens største operahus. Huset beskæftiger over 300 ansatte fordelt på orkester, kor, solister, værksted og administration, og præsenterer godt 150 forestillinger om året på Store Scene. Indenfor de seneste sæsoner har Malmø Opera produceret succesfulde opsætninger af store operaklassikere som bl.a. Pelléas og Melisande, Eugen Onegin, Aida, Tryllefløjten, Carmen og Madame Butterfly og musicalsucceser som Billy Elliot, Top Hat, Miss Saigon, Evita og Les Misérables. I den kommende sæson kan publikum bl.a. se frem til bl.a. Mozart-klassikeren Figaros bryllup (som kunne opleves i en koncertant opsætning på den netop overståede udgave af Copenhagen Opera Festival 2016), familieoperaen Snedronningen, Ponchiellis La Gioconda og Broadway-musicalsuccesen Kinky Boots.