Forside EN

Peter Lodahl bliver ny festivalchef

21/9 2016

Den internationalt anerkendte tenor Peter Lodahl tiltræder pr. 1. november 2016 stillingen som chef og kunstnerisk leder af hovedstadens operafestival.

Den internationalt anerkendte tenor Peter Lodahl tiltræder pr. 1. november 2016 stillingen som chef og kunstnerisk leder af hovedstadens operafestival.

Tenor med international karriere og stort engagement i dansk kulturliv

Peter Lodahl, født 1974 i Herning, er uddannet tenor på Det Jyske Musikkonservatorium og Operaakademiet ved Det Kongelige Teater, med efterfølgende privatstudier hos Gregory Lamar i New York og Berlin. Fra 2003-05 var Peter Lodahl fastansat på operaen i Kiel og senere fra 2006-09 ansat i solistensemblet på Komische Oper i Berlin. 

Peter Lodahl har i dag en omfattende solistkarriere med hovedroller i flere af verdens førende operahuse og koncertsale, heriblandt Musikverein Wien, Festspielhaus Salzburg, Concertgebouw Amsterdam, Semperoper Dresden, Staatsoper Berlin, Komische Oper Berlin, Konzerthaus Berlin, La Monnaie Bruxelles, Drottningholm Slottsteater Stockholm, Operaen i Oslo, Lincoln Center Festival New York, Teatro Real Madrid og ikke mindst Den Kongelige Opera i København, hvor Peter Lodahl har været fastansat siden 2009.

Peter Lodahl har været en tilbagevendende stemme i kulturdebatten. Han har ytret sig kritisk i danske og tyske medier, såsom Bayerische Rundfunk, DR2 Deadline, Politiken, Berlingske Tidende og Radio24syv. I foråret 2014 var han ansat som radiovært i otte udsendelser på DR i søndagsprogrammet 'P2 Double'.

Peter Lodahl har i en årrække fungeret som kunstnerisk konsulent for Copenhagen Opera Festival.

Peter Lodahl

…blev i 2007 nomineret til "Young Artist of the Year" i verdens førende operafagtidsskrift Opernwelt.
…er hos såvel publikum som anmeldere kendt for sine stærke og nuancerede rolleportrætter, samt for sin smukke og fleksible lyriske tenorstemme.
…er siden 2013 Ridder af Dannebrogordenen.
…har siden 2005 været gift med den tyske skuespiller Katrin Weisser, med hvem han har døtrene Milla og Malena.
…er i fritiden er en habil amatørkok med hang til gode rødvine og hjemmeristede kaffebønner.
…har siden 2013 læst jura på deltid på Syddansk Universitet.

Folkelighed og eksperimenter i høje luftlag

Peter Lodahl siger om den nyerhvervede titel og opgave:

”Jeg er enormt beæret over at kunne takke ja til hvervet som ny chef for Copenhagen Opera Festival, som jeg med voksende glæde har fulgt fra sidelinjen.

Opera er som kunstform elitær; Dette må ikke på min vagt forveksles med snobberi. Copenhagen Opera Festival skal turde være folkelig uden at tabe flyvehøjde. Vi skal samtidig turde præsentere det smalle, spændende og nye repertoire uden nødvendigvis at ville behage. Det er indrømmet en balancegang. Jeg vil gå til opgaven med lige dele flid, ydmyghed, nysgerrighed og gåpåmod. 

Jeg agter at fortsætte min solistkarriere – uden at gå på kompromis med mine personlige sangerambitioner. Formentlig kommer jeg til at synge lidt færre produktioner fremover, men jeg vil til stadighed stile efter det absolut højest mulige kunstneriske niveau.”

International profil og gennemslagskraft

Bestyrelsesformand for Copenhagen Opera Festival, museumsdirektør Ulla Tofte har store forventninger til Peter Lodahl og festivalens fremtid. Hun udtaler:

”Valget af Peter Lodahl som ny festivalchef er faldet meget naturligt. Hans skyhøje faglighed og enorme drive har hidtil manifesteret sig i en flot international karriere og et særdeles attraktivt internationalt netværk. Jeg har fuld tillid til, at festivalen med Peter Lodahl ved roret ikke alene vil holde sig på det høje kunstneriske niveau, Michael Bojesen de seneste år har etableret, men også udvikle sig i en spændende retning, der lader operaen finde vej ud til endnu flere.”

Peter Lodahl overtager posten som chef for Copenhagen Opera Festival efter Michael Bojesen, der med fire festivalår i bagagen har valgt at fratræde sin stilling for at bevæge sig over på den anden side af sundet – som ny operachef for Malmø Opera.