Forside EN
{exp:low_search:form result_page="search/dk" form_id="searchForm"} {/exp:low_search:form}

100 år efter sin urpremiere vender en forrygende dansk opera om et knastørt samliv – og dets pludselig genfundne gnist – tilbage .

Hvem er det, som doktor Høyer og hans kone, Emmy, får på uanmeldt besøg en rutinepræget aften? Han inviterer sig selv ind, præsenterer sig som Prins Karneval og ryster referencer til både Dionysos og Zeus ud af ærmet. Måske er det Fanden selv? Det er ikke til at sige. Ganske vist er det derimod, at han hurtigt får vendt op og ned på ægteparrets småtriste tilværelse. Det bliver sådan set en fest at have Prins Karneval som gæst. En fest, som værterne aldrig vil glemme. En fest, der genopliver gnisten i et erotisk udtørret ægteskab.

I 2019 er der fornemt jubilæum for Hakon Børresens og Svend Leopolds lille opera Den kongelige gæst, der baserer sig på Henrik Pontoppidans novelle af samme navn. Operaen havde premiere på Det Kongelige Teater i 1919, og den har ikke spillet i mere end et halvt århundrede. Det er mildest talt en skam, hvis man spørger chefdirigent Michael Schønwandt, som kalder Den kongelige gæst for "en af perlerne i dansk opera". Han uddyber:
"Børresens sprudlende velskrevne, livsglade og sensitive musik smyger sig farverigt om handlingen med stor sans for personernes psykologi og minder os, i denne kontrollerede tid, om, at uden passion dør livet ud.”

Orkestret er blevet slanket, så det kan være i en intim ramme som Arbejdermuseets festsal. Klaver, horn, to strygere og en ekstra blæser akkompagnerer således de fem sangere i et musikalsk arrangement af Leif Greibe. Og scenografien, den står Guido Paevatalu såmænd for. Instruktør og initiativtager er Ida Fogh Kiberg.

På premiereaftenen indledes forestillingen med en introduktion ved radio- og festivalvært Mathias Hammer. Derfor bedes man allerede have fundet sine pladser klokken 19.40 onsdag den 7. august.

Var det noget med en god gammeldags dansk middag, inden 'Den kongelige gæst’ gør sin entré? Arbejdermuseets roste restaurant byder på tarteletter, koldskålsfromage og lidt at drikke til den nette pris af 155 kroner inden premieren den 7. august.
Menuen kan købes til og med d. 31. juli.

Støttet af Oticon Fonden og Augustinus Fonden