Forside EN
{exp:low_search:form result_page="search/dk" form_id="searchForm"} {/exp:low_search:form}

CPH Opera Festival & Travers inviterer til en række samtaler og arrangementer specielt møntet på fagfolk under årets operafestival. Vi ønsker at samles omkring arbejdet med opera og musikdramatik ved at dele viden og refleksioner – og inspirere hinanden gennem dialog om operaens og musikdramatikkens position i samtiden og fremtiden.

NÅR OPERA KOMPONERES KOLLEKTIVT – SAMTALE
Tidspunkt: 7. august kl. 19.00-22.00
Sted: Teaterøen, Refshaleøen

’Myte om Mørke’ er en nyskrevet hyldest-opera til forfatteren og samfundsdebattøren Elsa Gress, som har premiere under CPH Opera Festival 2019. Nordic Opera står bag opsætningen, og klangkollektivet ’We like We’ har skabt operaens helt særlige lydunivers.

Efter forestillingen kan du møde We like We og andre komponister i samtale om alternative måder at skabe musik, opera og musikdramatik på, når vi sammen med Dansk Komponistforening inviterer til samtale. Baren er åben, og vi byder også på lidt let at spise.

PANELET
WE LIKE WE, performance- og lydkollektiv
JAKOB KULLBERG, cellist
SØS GUNVER RYBERG, komponist og lydkunstner
SINE TOFTE HANNIBAL – moderator, daglig leder af Dansk Komponistforening

Kl. 19.00-20.30: Forestilling
Kl. 20.30-22.00: Baren åbner, samtale og erfaringsdeling

Sceneskift er støttet af Wilhelm Hansen Fonden.

KOMPONISTENS VÆRKSTED – ÅBEN WORKSHOP OM 'NORDKRAFT'-OPERAEN

Tidspunkt: 8. august kl. 14.30-16.30
Sted: Musikskolen, Staldgade 29, Vesterbro

CPH Opera Festivals satser stort i 2020 og opsætter den litterære nyklassiker 'Nordkraft' som opera. Denne eftermiddag inviterer vi til et smugkig ind i et operaværks skaberproces, når komponist Signe Lykke mødes med det musikalske hold til en workshop.

HOLDET
SIGNE LYKKE, komponist
HALVCIRKEL, strygekvartet med Pernille Kristiansen, Mika Persdotter Svensson, Nicole Hogstrand og Bettina Marie Ezaki
MATHIAS FRIIS-HANSEN, slagtøjsmusiker
DAVID HILDEBRANDT, slagtøjsmusiker

Sceneskift er støttet af Wilhelm Hansen Fonden.

GENFORTOLKNING AF EN KLASSIKER – SAMTALE

Tidspunkt: 8. august kl. 17.00
Sted: Sort/Hvid, Staldgade 26-30, Vesterbro

CPH Opera Festival og Sort/Hvid har opsat klassikeren Don Giovanni som totalteater i DON JUAN. I vores version er Don Juan død, og vi fejrer hans liv med Mozarts opera som vanvidsfest. I den forbindelse inviterer vi til debat: Hvordan kan man genfortolke en klassiker og aktualisere en gammel fortælling?

Efter samtalen vil der være mulighed for spisning (kræver forhåndstilmelding), og med rabat kan der købes billetter til samme aftens DON JUAN.

Kl. 17.00-18.00: Samtale og debat midt i forestillingens scenografi
Kl. 18.00-20.00: Mulighed for spisning
Kl 20.00-22.30: Forestilling

PANELET
CHRISTIAN LOLLIKE, instruktør og dramatiker
DOROTHEA HARTMANN, kunstnerisk leder af Deutsche Opers eksperimenterende scene
KATRINE WIEDEMANN, instruktør og dramatiker
FREJA FRIBERG LYME, leder af Den Åbne Opera

OBS: Da en af paneldeltagerne ikke taler dansk, vil debatten foregå på engelsk.

Sceneskift er støttet af Wilhelm Hansen Fonden.

FREMTIDENS OPERATALENTER – PANELDEBAT

Tidspunkt: 9. august kl. 13.30-14.30
Sted: Bethesda, Rømersgade 17, København K

Operasangeren opererer med noget af den ypperste sangteknik, der findes – og lægger krop til mange forskellige roller i løbet af sin karriere. Hvad kan en fremtidig karriere byde på, når man både skal kunne begå sig nationalt og internationalt, og hvordan kan man som sanger bedst forberede sig på dette? Hvordan kan man som sanger arbejde med ny musikdramatik og de store klassikere? De spørgsmål, og meget andet, prøver det erfarne panel at komme med nogle bud på.

PANELET
STEN BYRIEL, basbaryton siden 1985
HELENE GJERRIS, mezzosopran, professor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium
MIKAEL ELIASEN, pianist og opera- og stemmetræner

Kl. 10.00-13.00: Mesterklasse ved Matthew Rose
Kl. 13.30-14.30: Paneldebat
Kl. 15.00-18.00: Mesterklasse ved Mikael Eliasen

Sceneskift er støttet af Wilhelm Hansen Fonden.