Forside EN
{exp:low_search:form result_page="search/dk" form_id="searchForm"} {/exp:low_search:form}

Et glædeligt gensyn med en våd skålfest på det 17. århundredes britiske barokbeværtninger.

Da The Alehouse Sessions med Bjarte Eike & Barokksolistene under sidste sommers operafestival fik københavnsk koncertdebut, var det på alle tænkelige måder for fulde huse. Sessionerne er et øjebliksbillede i evig bevægelse, under konstant forandring – ikke lånt fra nutiden, men fra en tumultarisk britisk beværtning i det 17. århundrede. Her bliver publikum ført ind og revet med i et dynamisk, humorfyldt og jammende barokunivers, der emmer af Purcell-ouverturer og sømandsviser. Og et skvæt skandinaviske folkesange, for at det ikke skal være helt løgn.

Selvom udgangspunktet er tidlig musik, så har projektet gæstet såvel ærværdige klassiske koncerthuse, som diverse arenaer for jazz-, folk-, world- og rockmusik, og disse gode herrer har fremdyrket en herlig eklektisk, moderne attitude til live-musik, som har overvældet publikum fra Nordnorge til New York, ligesom de i høj grad improviserede teaterkoncerter har høstet spandevis af anmelderroser fra øverste hylde. Ikke mindst i inspirationslandet England, hvor de store aviser har overbudt hinanden med rosende superlativer. The Times kalder således den musikalske smeltedigel for 'uimodståelig', The Scotsman for 'superb' og The Guardian for 'fabelagtig'.

Spillemandskollektivet Barokksolistene er anført af violinist og idémand Bjarte Eike. Projektet blev indspillet foran et publikum i 2016 og snart efter nomineret til en norsk Grammy. I 2018 modtog udgivelsen den store tyske OPUS Klassik-pris. Om sit live-påfund siger Bjarte:

»Interaktionen mellem musikerne på scenen og publikum i salen, samt viljen til at lege med både form og indhold, er vores stærkeste kendetegn. Hvis jeg skal sætte det i en historisk kontekst, kan man sige, at projektet trækker på det shakespearske teater, hvor der var direkte kontakt mellem scene og sal, og hvor der i publikum var plads til alle samfundets typer. At vi til efteråret skal gæste Shakespeares Globe Theatre i London for tredje gang, endda med hele tre koncerter, er derfor lige i øjet.«

Inden da skal kapitalens gamle højborg, Børsen, dog lige forvandles til en ældgammel, folkelig ølstue. Det kunne godt blive sjovt at bevidne.