Forside EN
{exp:low_search:form result_page="search/dk" form_id="searchForm"} {/exp:low_search:form}

Elvis Costellos genreløse kærlighedssange ’The Juliet Letters' kommer under sitrende behandling af Kira Skov og Nordic String Quartet.

I 1993 udkom et ganske særligt album. Elvis Costello, der oprindeligt slog igennem i Londons rockundergrund, optog i samarbejde med The Brodsky Quartet en flok sange, som ikke har været til at sætte i bås. Sangene er hverken popmusik eller helt igennem klassiske, snarere en form for kunstsange, og de er blevet sammenlignet med sangcyklusser af Wagner såvel som Schumann.

Brodsky-kvartetten og Costello samarbejdede både om musik og tekst, og teksterne er skrevet over imaginære breve til Juliet Capulet fra Shakespeares Romeo & Juliet. I tiden op til var Costello blevet bidt af klassisk musik, og selvom han aldrig før havde skrevet klassisk musik, var han så meget musikalsk kamæleon, at han mestrede disciplinen med det samme.

En anden enestående kamæleon agter at fremføre The Juliet Letters på sommerens operafestival, nemlig Kira Skov. Sangerinden var længe kendt som frontfigur i rockbandet Kira & The Kindred Spirits, men hun har også prøvet kræfter med balletmusikken, og som soloartist har hun arbejdet sammen med kapaciteter som Peter Peter, Steffen Brandt, Marie Fisker og Sebastian.

»Jeg synes altid, det er inspirerende at træde ud af min comfort zone – med de mennesker og bandkonstallationer jeg selv har sammensat og arbejder fast sammen med,« fortæller Kira Skov. »Jeg har lavet flere projekter med DR's symfoniorkester over de senere år, men aldrig som solist med en kvartet af strygere. Jeg glæder mig til at arbejde med den dynamik, der må findes her.«

Kira Skov akkompagneres af Nordic String Quartet, der ligesom deres vokale sidekick har høstet priser og anerkendelser til både gården og gaden. Vi spår en uforglemmelig aften, når The Juliet Letters, bogstaveligt talt, synges op af en kvinde extraordinaire.

The Juliet Letters er gjort mulig med støtte fra Bikubenfonden. Forestillingen er en samproduktion med Betty Nansen Teatret.