Forside EN

Tryllefløjten er blevet gjort børnevenlig og inkluderende – og nu kan den også komme forbi din skole.

TRYL er CPH Opera Festivals nytænkende version af Mozart-mesterværket Tryllefløjten – for børn og deres voksne. Handlingen er skåret ind til benet, så den kredser om forestillingens tre par – Papageno & Papagena, Tamino & Pamina samt Nattens Dronning & Sarastro. Vi begynder hjemme i stuen hos den aldrende Papageno, der er omringet af sine legende børnebørn. De kommer til at ødelægge rammen med bryllupsbilledet af deres bedstefar og Papagena, og dette udløser en uro i nutiden, som om de to elskende aldrig havde mødt hinanden. Forstyrrelsen kan kun udbedres og roen genoprettes ved at genetablere historien, som den var – handlingen må spoles helt tilbage til dengang, da Papageno var en enlig fuglefænger. 

Det nutidige spor præsenteres på video, hvor bedstefar Papageno som en alvidende fortæller kommenterer sit yngre jegs fortidsgerninger og forsøger at styre handlingen frem til den velkendte happy end. Børnene kan identificere sig med videoens børnebørn, der efter åbningsscenens kaos forsvinder fra nutiden og nu bliver repræsenteret af alle børnene blandt publikum. Bedstefar Papageno taler løbende til dem, opfordrer til at hjælpe med at løse gåden og synge med på udvalgte steder, så forestillingen bliver ekstra fortryllende.
 
I efteråret har TRYL spillet for flere end 1000 elever fra 3., 4. og 5. klasse rundt omkring i Danmark. Inden forestillingen deltog de i en workshop med musikformidler Ingeborg Okkels, som introducerede dem til det at synge opera. Børnenes reaktioner har været yderst postitive – fra nysgerrighed til rendyrket begejstring og indlevelse – og på den baggrund glæder vi os også til at sende forestillingen ud til endnu flere skoler. Skriv til asg@operafestival.dk, hvis forestillingen skal komme forbi jeres hjørne af landkortet.

TRYL er støttet af Augustinus Fonden og Statens Kunstfond samt refusionsgodkendt af Statens Kunstfond.