Forside EN

Peter Lodahl

Peter Lodahl er uddannet på det Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og på Operaakademiet i København. Den danske tenor begyndte sin solistkarriere ved Oper Kiel, hvor hans første roller inkluderede Don Ottavio i Don Juan og Don Alfredo i Künnekes Lady Hamilton.

Efterfølgende har han sunget en række bærende partier på Komische Oper i Berlin, blandt dem Rodolfo i La Bohème, Alfredo i La Traviata, Lenski i Eugen Onegin, Tamino i Tryllefløjten, Belmonte i Bortførelsen fra Seraillet, Ferrando i Cosi fan tutte, Almaviva i Barberen i Sevilla, Pylades i Ifigenia da Tauride og Renaud i Glucks Armide.

Peter har også fået stor international succes i rollerne som Tamino i Tryllefløjten på Den Tyske Statsopera Berlin og som Don Ottavio i Mozart’s Don Juan på såvel Statsoperaen i Hamburg og på Den Norske Nationale Opera i Oslo.

Der kan ikke herske tvivl om, at Peters talent er velkendt og efterspurgt på de mange internationale scener, og han har også – ganske velfortjent – modtaget rungende bifald fra både publikum og anmeldere for såvel hans lyriske fløjlsbløde stemme og hans ærlige og rørende dramatiske optrædener.

I 2013 modtog Lodahl Dannebrogsordenen.

Siden 2016 har Peter Lodahl været kunstnerisk leder af CPH Opera Festival, men i år supplerer han livet i kulisserne med rollen som den ensomme digter i Dichterliebe Recomposed.