Forside EN
{exp:low_search:form result_page="search/dk" form_id="searchForm"} {/exp:low_search:form}

PETER LODAHL STOPPER EFTER ÅRETS OPERAFESTIVAL

28/5 2019

Efter to et halvt år med masser af medieomtale, publikumsrekorder og stjerneoptrædener skifter Peter Lodahl fra sensommeren til Copenhagen Phil.

Årets CPH Opera Festival bliver den tredje og sidste med Peter Lodahl som festivaldirektør. Når sommeren går på hæld, skal han i stedet stå i spidsen for symfoniorkestret Copenhagen Phil.

På operafestivalen ønsker vi Peter al mulig held og lykke – og takker ham for nogle frugtbare år, der både har sat nye publikumsrekorder, høstet ros i ind- og udland og hentet en række store sangernavne til byen.

"Peter har gjort det fremragende og sat operafestivalen endnu mere på landkortet, end den var i forvejen. Vi er dog ikke færdige med at udvikle os. Vi har store planer for de kommende år, og vi glæder os til at kunne afsløre, hvad de nærmere går ud på. I første omgang koncentrerer vi os om at komme fornemt igennem sommerens 10 års-fødselsdag, hvorefter vi går i gang med en proces om, hvem der nu skal tegne operafestivalen," siger bestyrelsesformand Søren Bojer Nielsen, CPH Opera Festival.

Peter Lodahl, der trådte til i november 2016, håber, at han også fremover vil have en masse med operafestivalen at gøre:

"Copenhagen Phil og CPH Opera Festival er to københavnske musikinstitutioner, der på mange måder deler syn på den klassiske musik og dens muligheder, så jeg satser på, at vi vil kunne gøre brug af hinanden."